steder
& MENNESKER
HUMLEBÆK STATION
opført i 1897
Humlebæk Station er opført i 1897, og tegnet af arkitekt Heinrich Wenck ligesom resten af Kystbanens stationer. Anlægget er ikke fredet, men har den næsthøjeste bevaringsværdi på SAVE-skalaen. Bygningen er opført i røde mursten på en sokkel af bornholmsk granit og med et bånd af kalksten fra Øland over soklen. På første sal var der en bolig til stationsforstanderen. Alt træværk er, som typisk for Wenck, malet i svenskrød og flaskegrøn. Stationen har en stor ventesal med bjælkeloft, originale lysekroner og terazzogulv.
stationen i dag
I dag har stationen en central placering i Humlebæk, men da den blev bygget, lå den på markerne imellem fiskerlejerne Sletten og Humlebæk. Med tiden voksede Ny Humlebæk op omkring stationen og forbandt de to gamle fiskerlejer med landsbyen Torpen. Med kystbanen blev der åbnet for nem transport mod nord og syd, og afstanden til København blev meget mindre, hvilket var med til at gøre Øresundskysten meget populær for sommergæster.
Nord for stationen står en murstensskulptur af Per Kirkeby fra 1994. Den markerer vejen til Louisiana.
I dag (2024) er der indrettet en café i ventesalen.
Kilder
Fredensborg Kalender 2024, 12 kulturhistoriske steder i Fredensborg Kommune. Udarbejdet af Fredensborg Arkiverne.
Fotos af Jakob Laursen
beliggenhed
Humlebæk Station
Hal Kochsvej 14
3050 Humlebæk