Rytterskolen

Rytterskoler blev opført på Frederik 4.s foranledning i perioden 1722-27. Over indgangsdøren på alle skolerne findes en mindetavle af sandsten som bærer kongens monogram. Samtidig blev der indført skolepligt for alle børn bosiddende i rytterdistrikterne fra femårsalderen.

Skolegang på en rytterskole

Elever på rytterskolerne var fra 5 til 8 år og skulle møde hver dag. De blev undervist gratis i kristen børnelærdom og læsning, mens skrivning og regning krævede forældrebetaling.

Det vigtigste fag var religionsundervisning og læsning, så eleverne kunne læse Luthers Katekismus (helst udenad). Eleverne skulle hver dag læse 2-4 artikler fra Kristian den 5. Danske Lov. Regning og skrivning var frivillige fag, kun for de børn, hvis forældre kunne betale 8 skilling om måneden.

Eleverne i rytterskolen skulle desuden lære den danske tekst på rytterskoletavlen udenad.

FredeRik IVs rytterskoler

I 1716 iværksatte Frederik IV en reorganisering af Krongodset og opdelte landet i 12 rytterdistrikter. Et rytterdistrikt skulle dække udgifterne til indkvartering og forplejning af 700 ryttere – rytterskolerne var en gestus fra kongen til befolkningen og en slags forløber for folkeskolen.

Rytterskolerne ligger over hele landet, og i årene 1722 til 1727 blev der bygget 240 efter samme mønster, og de er nærmest ens. De skulle være grundmurede, opført i små Flensborg mursten, 21 alen lange, 12 alen brede og 4,5 alen i højde under bjælkerne.

Rytterskolerne skulle være de næstfineste huse i sognet, så “deres Udseende kunde henlede Tanken på deres høje Bestemmelse”. Det betød, at Rytterskolerne kom til at fremstå som et betydningsfuldt byggeri kun overgået af kirken.

vores rytterskole i avderød

Vores rytterskole ligger i Kronborg Rytterdistrikt. Rytterskolen i Avderød er bygget i 1723 og er som de andre rytterskoler bygget under Frederik IV.

Rytterskolen i Avderød er unik, da den altid har været i offentlig eje – først som skole i mange år, siden som lærerbolig og fra 1976 lokalhistorisk museum. Den er meget velbevaret.

Rytterskolen er ejet af Fredensborg Kommune.

Rytterskoletavlen

Hanc scholam hujusque ad instar ducentas quadraginta in circulas ad perpetuo alendas duodecim cohortes equestres a me institutis fundavit.
M DCC XXI

“Denne skole har jeg i året 1721 grundlagt i lighed med 240 andre i de distrikter, som er indrettet af mig til at underholde 12 rytterafdelinger. 1921.”

“Halvtredsindstyve år, Gud har du mig opholdet at sygdom, krig og pest mig intet ondt har voldet Thi yder jeg min tak og breder ud dit navn og bygger skoler op de fattige til gavn. Gud, lad i dette værk din nådes fylde kjende lad denne min fundats bestå til verdens ende lad altid på min stol én findes af min æt, som mener dig, min Gud, og disse skoler ret”